Lammekølle Provencale

 

Ingredienser

*   1 lammekølle (ca. 1,5 kg)

*   Salt og peber

*   25 gr. Smør

*   2 kg skrællede kartofler

*   2 løg

*   3-5  fed hvidløg

*   2 spsk. Hakket persille

*   4 dl fond (evt. bouillon)

 

Fremgangsmåde

Tænd ovnen og indstil den på 225 grader.

Lammekøllen gnides med salt, peber og et fed hvidløg samt smøres med lidt smør.

Kartoflerne skrælles og skæres i tynde skiver. Hvidløg og persille hakkes. Kartofler og løg lægges lagvis i et stort ovnfast fad.

Der krydres med persille, hvidløg, salt og peber. Fond'en hældes ved og køllen placeres  med den flade side opad oven på kartoflerne.

Sæt fadet i ovnen  ved 225 grader i ca. ½ time.

Vend køllen dæmp ovnen til 175 grader og videresteg køllen ca. 1 time.

Køllen skal hvile ca. 15 min. før den skæres ud og serveres (kartoflerne bliver stående i den slukkede ovn mens køllen hviler).

 

Tip! Det kan være nødvendigt at pudse køllen af for fedt. Stik evt. med en spids kniv dybe huller ind ved benet og fyld med persille samt  godt med hvidløg.

 

 

 

Rødvinssovs

Ingredienser

*   1 dl. frosne suppeurter

*   2 skalotteløg

*   1 flået tomat

*   10 gr. smør

*   3 dl. oksebouillon

*   1½ dl. rødvin

*   1 dl. fløde

 

Fremgangsmåde

Svits urter, hakket løg og flået, ituskåret tomat i fedtstof. Tilsæt bouillon. Kog sovsen 15 min. Findel sovsen på en blender eller purer den gennem en sigte. Kog sovsen med rødvin ca. 10 min ved svag varme. Smag til med salt og peber. Tilsæt fløde og kog sovsen lidt ind. 

 

 

 

Græsk Salat

Ingredienser

*   4 store bøftomater

*   1 agurk

*   1 grøn peber

*   1 rødløg

*   150 g fetaost

*   1 tsk. oregano

*   4 spsk. olivenolie

*   2 spsk. rødvinseddike

*   50 g sorte oliven

*   1-2 fed knust hvidløg

 

Fremgangsmåde

Skær tomaterne og  skrællet agurk i skiver. Peberfrugten i strimler og løget i ringe.

Bland ingredienserne i en serveringsskål. Drys med fetaost og oregano. Rør olivenolie sammen med eddike og hvidløg, hæld den over salaten og pynt med sorte oliven.

 

 

Tzatziki

( græsk agurkedip)

 

Agurkesalaten, som sikkert alle turister i Grækenland har smagt.

 

Ingredienser

*   1 stor salatagurk

*   3 dl yoghurt naturel

*   3 spsk olivenolie

*   2 fed hvidløg

*   Salt og peber

 

Fremgangsmåde

Vask og skræl agurken. Flæk den og skrab kernerne ud, riv den på råkostjernets grove side. Drys agurkestrimlerne med salt og læg dem i et dørslag så de kan dryppe af ca. 10 min. Læg agurken i et viskestykke og knug væden af.

Lad yoghurten dryppe af i én sigte foret med et rent viskestykke evt. et kaffefilter så al vallen kan dryppe af. ( det tager ca. ½ time ).

Rør den afdryppede yoghurt sammen med olivenolie, hvidløg, salt og (hvid) peber.  Smag  evt. til med mere salt.

Vend de afdryppede agurkestrimler i yoghurten og stil salaten køligt indtil servering.

Servér et godt brød til.

 

 

Brændende Bananer

 

Ingredienser

*   4 bananer

*   50 gr. smør

*   1 spsk. Lys farin

*   saft og skal af en stor appelsin

*   1 dl. Metaxa

*   50 gr. flækkede mandler.

 

Fremgangsmåde

Skræl bananerne og flæk dem herefter på langs.

Smelt smørret i en gryde. Tilsæt farin samt skal og saft fra appelsinen. Lad det koge sammen ganske kort.

Kom bananerne i og vend dem i lagen. Dæmp varmen og lad det snurre let sammen – bananerne må gerne ”mose” lidt i kanten.

Læg banerne på en pande og varm let, hæld Metaxa på og flamber – HUSK at holde hoved og tøj væk fra panden samt hår ( John skov ). Når flammerne er døet ud serveres desserten.

 

Flambering

Flambering vil sige at overhælde en ret med spiritus, sætte ild til ( bedst med en tændstik) og lade flammerne dø ud. Formålet er at koncentrere smagen af den spiritus man bruger, mens alkoholen fordamper. Der to  ting at iagttage, hvis en flambering skal lykkes: Spiritussen skal holde mindst 40%, ellers fænger den ikke, og den må ikke være for kold.

At lune den en anelse over en stor ske, eller vente et øjeblik efter den er hældt over maden ( tæl til fire), øger chancen for, at ilden fænger omgående som den skal.

Sørg for at der er plads til at flambere, bøj aldrig hovedet ind over, og se til at handlingen ikke foregår lige under en emhætte. Sørg for at flammerne dør helt ud og stå aldrig med en flaske for at hælde mere spiritus på. En enkelt næsten usynlig flamme kan være nok til at ilden hopper tilbage i flasken, der kan komme til at fungere som sprængstof  ( det er ikke en nytårsmenu ).